Indlæg af Maria og Birch
4. afdeling af Dasu Classic 2025
Vi var 10 mandskaber fra SMKG der mødtes fredag aften på Ans Kro tæt på Silkeborg. God stemning fra starten og en hyggelig middag til at starte weekenden op.
Lørdag morgen teknisk kontrol efterfulgt af morgenkaffe i Ans selskabslokaler. Et hold fra det jyske var allerede noget ”tillakkede” allerede ved morgenkaffen, hvilket skyldtes en overophedet motor i kadet’en med tilhørende, ikke helt rene kølervæske væltende op i luften. Mandskabet var begge let at genkende på noget brogede udseende, som fuldstændig matchede bilens aftegninger.


Umiddelbart kom alle godt fra start på den 188 km lange rute, som i 2 omgange skulle give os mulighed for en tur på Jyllandsringen.
Vores start var lidt hektisk pga tekniske udfordringer, men afsted det gik mod vest, hvor vi allerede efter 785 meter efter start mødte den første ud af i alt 28 sekund-etaper.
Via Kjellerup, Serup, Lemming og Grauballe kunne vi holde første pause på Jyllands-ringen.
Herefter bestod 2. etape af 2 omgange på banen. Første runde i inderste spor og anden omgang i ydersporet. Det lyder jo umiddelbart ret simpelt, men skulle vise sig at give os kvaler, da vi missede afkørslen og dermed måtte tage en ekstra omgang.

Men ud kom vi og 3. etape fører os sydpå mod Julsø, gl. Laven og Knudsø, hvor der var et kortvarigt glimt af Himmelbjerget.
Jyllands-ringen lægger igen lokaler til vores frokostpause, som nydes med udsigt over banen, hvis altså ikke man er nødt til at koncentrere sig om rutebogen igen… igen.
4. etape og endnu en tur på banen. Den gang den anden vej rundt efter samme princip som tidligere. 2974 meter efter slutter etapen og etape 5 køres direkte uden stop eller pause.
Etapen fører os gennem Gjern Bakker og der køres en lille sløjfe ved Fårvang inden der bydes på kaffe og kage ved Tvillum Kirke.
Etape 6 går sydover gennem Sminge Plantage og afsluttes på Jyllands-ringen, hvor vi spiser en dejlig buffet inden der er præmie-overrækkelse.
Der høstes en del præmier til SMKG-medlemmer. Nogle nåede vi at tage billeder af – andre var allerede ræset hjemover. Stort tillykke til alle.


