Fra medlem til medlem

DASU Classic Lemvig 22. august

Indlæg af Anni S. Andersen, fotos leveret af Kim, Peter og Michael

Turen gik til Lidenlund!

Når man beslutter sig for at tage på tur og vender hjem igen, bliver man ofte spurgt: Hvordan var det så?

I de fleste tilfælde – eller måske rent faktisk altid – starter svaret fra den pågældende med:
“Joh tak, vi fik noget fantastisk at spise – sikken en service!”

Jeg tror rent faktisk også, at hvis jeg rundsendte en forespørgsel til alle fra klubben – og vi var mange – om, hvordan lørdagens løb i Lemvig var, så ville svarene nok starte med den dejlige mad og den gode service, de yder for os!

Når det er sagt, så er det ganske enkelt bare skønt at deltage i et løb, hvor der indgår veje med plads. Selvfølgelig er der også trafik, men vi må nok alle indrømme, at i Lemvig og omegn er ordene “tæt trafik” ikke noget, vi kan nikke genkendende til på en lørdag.

Vi var ikke mindre end ni hold fra klubben samt to hold fra ASK/Hedeland, som satte hinanden stævne fredag på Grand Hotel i Struer.

For en lille gruppe af os startede opholdet med en tur på Struer Museum, hvor en udstilling om bl.a. B&O fortalte om den enorme betydning, denne meget kendte radio- og tv-producent har haft for byen. Derudover var der lidt historie om grundlæggeren af museet, forfatteren Buchholtz, som har testamenteret sit hus til museet. En smuk ejendom – et kunstnerhjem fra 1920’erne og 30’erne med originalt interiør og en spændende historie. Helt autentisk.

Fællesspisningen på restauranten “Den Glade Pingvin” fredag aften med 19 personer var som altid utrolig hyggelig, og det er dejligt, at det kan lade sig gøre. Aftenen sluttede i “lobbyen”, hvor vi alle ventede på de sidste to hold fra klubben, som landede kl. 22.

Lørdag morgen gik turen fra Struer til Rom, hvor tripstrækning og teknisk kontrol var placeret, er der ca. 22 km, hvor køreturen bl.a. går igennem Paris. Ja, man kommer vidt omkring i DASU Classic.

Efter teknisk kontrol gik turen videre til Lemtorpskolen i Lemvig, som traditionen tro dannede centrum for dagens løb. Her ventede morgenmad, frokost og aftensmad.

Løbsruten i år sendte os først igennem Lemvig by, med den første sekundetape lige dér, hvor byen sluttede. Herfra gik det nordpå forbi Lemvig Golfklub og videre vestpå, hvor Thyborøn-jernbanesporene blev krydset op til flere gange, inden vi nåede første pause i Fjaltring med udsigt over et noget brusende Vesterhav.

Herefter gik turen lidt mod nord til Trans, videre mod Ramme, Bonnet, Lomborg og Rom, inden vi vendte tilbage til Lemtorpskolen, hvor en lun delle, lidt mørbrad samt tarteletter ventede på os. Vi havde 60 minutter til at nyde en god frokost.

Efter frokosten gik de efterfølgende etaper først lidt østpå mod Fabjerg, herefter lidt sydligt og så østpå mod Gudum. Derefter gik turen ned til Klosterhede Plantage, som vi lige snittede med ca. 3 km kørsel i det nordlige hjørne på vejen til Fousing.

Vi så ingen ulve! De sidste etaper var henlagt til området syd for Struer: Kvistrup, Hjerm og Kvium, med pause ved Handbjerg Kirke.

Efter pausen gik turen videre til Sevel og Vinderup, hvor der ventede os nok den langsomste sekundetape, vi nogensinde er blevet præsenteret for: 3 km med 34 km i gennemsnit i et industriområde.

Så er det også prøvet af!

Sidste etape startede i Volstrup og ledte os på ny igennem Hjerm og Kvistrup, inden turen gik tilbage til Struer, hvor slutkontrollen var placeret i industriområdet.

Vi havde herefter igen fornøjelsen af at passere Paris på vores transportetape til Lemtorpskolen, der, som nævnt tidligere, var slutdestinationen for dagens anstrengelser.

En kort beskrivelse af løbet må være, at formiddagen bød på den rå, flade natur ud mod Vesterhavet, mens eftermiddagen introducerede os for området syd for Struer med et mere kuperet landskab og lidt udsigt til Limfjorden.

Som altid et godt og veltilrettelagt løb hos LOMS. Dejlig stemning, dejlig mad, skønne veje – et smukt stykke Danmark!

Sidst, men ikke mindst: Tak til alle fra klubben, som deltog – hvor var det bare hyggeligt!

Resultaterne for klubbens hold i LOMS løb er:

Expert:
nr. 2 Kim og Freja
nr. 7 Kurt og Anni
Sport:
nr. 2 Peter og Michael
nr. 4 Niels Chr. og Olav
nr. 10 Bjarne og Helge
Touring:
nr. 2 Birch og Maria
nr. 4 Torben og Tanja
nr. 6 Rene og August
nr. 8 Torben og Anni