Indlæg af Peter Carlsson
Tyske tulipaner
Lørdag d. 25. april deltog Team Murena Car i det tyske Regularity Rally ”Frühlingsfahrt 2026”, som havde start ca. 100 km syd for Hamburg.
Desværre var det kun os, der repræsenterede de danske farver, og det samlede felt var skrumpet til kun 17 mandskaber. Det halve af, hvad det var sidste år.

Løbet, som havde start og mål i Neuenkirchen, var på godt 139 km fordelt på 4 etaper, med 12 sekundetaper med gennemsnitshastighed på mellem 30 og 50 km/t og en varierende længde på mellem 2350 og 14360 meter. Sekundetaperne dækkede ca. 50% af løbets længde.
Løbet, som var et rent Tulipanløb, havde 60 hemmelige tidskontroller, men ingen rutekontroller.
Løbsledelsen havde igen i år givet god tid til at komme fra den ene sekundetape til den anden, hvilket resulterede i, at vi næsten ved hver start holdt mange biler og ventede. Men så var der tid til at strække benene og snakke med de øvrige deltagere, hvilket jo også er hyggeligt.

Efter alle hold havde ”kigget” på tyske tulipaner i det flotte vejr, kom vi i mål og ventede spændt på resultatet.
Som det er tradition, var den lokale kartoffelkonge mødt op og uddelte præmierne.

Vi opnåede en andenplads i klasse 2 Sport med 64,50 strafpoint. Et godkendt resultat når man ikke helt kan følge tulipanerne.
Et godt løb som helt sikkert kalder på en gentagelse i 2027.
Vi ses derude.