Indlæg af Maria Johannesen
Hygge på højtplan og flotte resultater til SMKG!
Selv om flere resultater i årets turnering var afgjort før start, blev weekenden d. 12.-13. oktober alligevel både spændende og udfordrende. Og ikke mindst – virkelig hyggelig.
8 mandskaber havde taget turen fra Gladsaxe ( eller et andet sted på Sjælland ) til Lemvig for at deltage i sæsonens 5. og sidste afdeling af Sonax Dasu Classic. Dermed var det også 16 friske SMKG-medlemmer, der fredag aften kunne sætte sig til bords på Restaurant Luna ved Lemvig Havn. Der blev skålet med håbet om en herlig weekend i det jyske. Efter dejlig mad og drikke fulgtes flokken til Hotel Lidenlund, hvor alle 16 havde bestilt overnatning.
Lørdag morgen kunne vi friske og veludhvilede køre til Rom by, for at få udleveret startnumre. Samtidig blev der bedt om at underskrift på at information om nyt mål for trip-kontrollen var givet til deltagerne. Pligtopfyldende underskriver jeg, dog uden at forholde mig til hvad denne info betød. Først ved tjek ind på Lemtorpskolen, gør en venlig (og erfaren) med-kører mig opmærksom på at vi nok hellere må tage turen tilbage til trip-ruten. Men så slap vi da også for at drikke mere kaffe den morgen.
Men kl. 10.21 kunne vi med let forhøjet puls, sætte afsted fra skolen, som denne dag lagde lokaler til start, mål, frokost og aftensmad.


Vi lagde ud med at køre etape 1 og 2 vest for Lemvig. Etaperne bød på knap 83 km og 10 sekund-etaper i det smukke nordvestlige hjørne af Lemvig kommune. Små hyggelige byer, vindomsuste landsbykirker og smukke udsigtspunkter blev passeret. I ny og næ også et lille gult skilt med bogstav. Fra Harboøre fulgte vi strandvejen og jernbanesporet fra Vrist Strand til Vejlby Klit, hvor 1. korte pause blev holdt.

Vores (Birch og Maria’s) udsigt ved sekundetapestarterne…
Med lidt pres på de små hullede veje i sommerhusområdet, fortsatte turen mod syd-øst med flot udsigt til Ferring Sø. Retur til Lemvig nordfra ad den smukke vej langs vandet, hvor den hyggelige havn ligger i bunden af vigen.
Tilbage på skolen til en herlig pause med lun tærte, tarteletter og en masse andet. Godt der var sat 1 time af til frokosten og der var rigeligt til alle.


Etape 3, 4, 5 og 6 ( i alt ca. 125 km) blev kørt vest for Lemvig. Her var de resterende 11 sekund-etaper placeret på vejene mellem Struer og Holstebro. Masser af skarpe sving, 4 bogstaver, små finter i kortbogen og 3 TK’ere senere, kunne vi igen vende snuden mod Lemtorpskolen.
Jeg kan bare nævne at vi var flere der trængte til kaffe efter en lang, men dejlig dag i flot vejr med meget få regn-dryp på ruden.
Det skønneste hold af frivillige hjælpere stod klar med dejlig aftensmad, ja faktisk alt det spiselige vi blev præsenterer for igennem dagen, til os. Selvom der var lidt delte meninger om navnet på den serverede ret, var vi fra Djælveøen enige om at sådan en omgang krebinetter med kartofler, grønsager og sovs aldrig slår fejl. Og tilmed var der is og lun æblekage til dessert. Så flot en anretning krævede selvfølgelig en kæmpe klapsalve til det dygtige madhold.
Efter maden var der lodtrækning om ekstrapræmier fra Sonax. Så flere kunne tage hjem med diverse produkter til vask og pleje af den 4-hjulede.
Så nåede vi til aftenens præmieoverrækkelse og her var der vist ingen i lokalet, som kunne undgå at lægge mærke til SMKG.
Peter og Michael tog for femte gang i træk 1. pladsen i Touring-klassen. Birch og jeg sneg os ind på 3. pladsen.
I sportsklassen snuppede Niels Christian og Olav 2. pladsen. Tredje-pladsen gik til Freja og Kim.
Årets Dasu Classic turnering endte således ud med at Peter og Michael suverænt fik guldmedaljen om halsen i Touring-klassen. Tilmed kunne Peter og Michael også modtage vandrepokalen for bedste Touring-hold. Så flot et år for jer – kæmpe-stort tillykke.
Det skal nævnes at 2. og 3. pladsen i Touring også blev snuppet af SMKG-kørere. Vi er for seje….Tillykke Ulrik og John-Allan.
Holdmesterskabs-pokalen tog vi også med hjem til Gladsaxe. Og sikke en kæmpe flok vi var, da vi stillede op til fotografering. Vi har alt mulig grund til at være mega-stolte af alle vores aktive kørere til årets løb. Men ikke mindst kan vi være stolte af det fantastiske sammenhold, vi har i vores klub. Kæmpe stort tillykke til os allesammen.
Til slut en tak til arrangørerne i LOMS og løbsledelsen bestående af Herluf Bjerg og Jan Kuipers, for at afslutte Sonax Dasu Classic 2024 med et rigtig godt arrangeret løb.