Indlæg af Peter Carlsson
5. afd. DASU Classic
Efter SMKG`s massive fremmøde til 4. afd af DASU Classic var vi lidt færre, som deltog i DHMC`s 22. Classic Car Challenge.
De 6 deltagende mandskaber overnattede alle på Hotel Skibelund Krat, hvor vi indtog en lækker middag.






Særligt et mandskab vakte opsigt ved at møde op med professionelt serviceteam og klargjort ”racer”. Erik og Solvej havde fragtet Erik`s fine grønne MG til Vejen på trailer efter autocamperen. Kim og Freja`s reserve bil, når nu ikke Toyota`en var blevet køreklar. Serviceteamet fulgte med rundt på ruten hele dagen og var klar til at tage hånd om de mindste problemer.

Dagens rute som Luffe havde skabt, gav langt de fleste mandskaber udfordringer, hvilket også mængden af strafpoint var et bevis på. Den udforende rute var på i alt 204 km med 2 km på grusveje og med 12 indlagte sekundetaper på tilsammen 104 km med 37 tællende HTK`er.
Starten var henlagt til Vejen Idrætscenter og første bil, ud af 30, blev som sædvanligt sendt afsted kl. 10.00 og ruten, som Luffe havde tiltænkt, vi skulle køre, så tilnærmelsesvis sådan ud.

Den første etape var en kort strækning ud ad Vejen, og her mistede flere mandskaber en rutekontrol. Så var løbet ligesom i gang.
Anden etape gik nordpå via Gesten, Jordrup og til Tørskind grusgrav hvor der var formiddagspause.

Tredje etape gik endnu mere nord på via Randbøldal, Ny Nørup, Bredsten samt Skibet til frokostpause ved Fårup Sø med en fantastisk udsigt til et vikingeskib.

Starten på fjerde etape var lige ved Skovdal Kro, hvor frokosten var blevet indtaget.

Der gik ruten sydover til Nørre Vilstrup, Jerlev, Ødsted og Egtved, hvor der var kaffepause på den lokale campingplads.

Efter pausen gik de sidste ca. 58 km retur til Vejen og målet, som var henlagt til Læborg Autohandel. Her var der igen mulighed for at finde sig en ”ny” bil, hvis det sku` være.
På trods af den noget udfordrende dag var humøret som altid højt.

Den afsluttende middag og præmieoverrækkelse var henlagt til Sportshotel Vejen.

Efter nærlæsningen af de uddelte resultater, kunne vi konstatere, at resultatet for SMKG-mandskaberne blev:
Sport:
1. plads Niels Chr. og Olav
5. plads Kim og Freja
6. plads Peter og Michael
Touring:
1. plads Birch og Maria
3. plads Rene og Gitte
6. plads Torben og Tanja
Stort tillykke til alle.