Indlæg af Peter Carlsson
En tur i det tyske!
Lørdag d. 2. november deltog Team Murena Car i det tyske orientering- og pålidelighedsløb ”Nacht der langen Messer” som havde start ca. 160 km sydvest for Hamburg. Løbet var også tællende i DHMC Classic Tour 2024.
Team Murena Car stillede ikke til start i normal opstilling. Kim Bach Sørensen havde indtaget observatørrollen til dette løb.

Løbet, som havde start og mål hos Hotel / Restaurant Landhaus Hünecke, var på knap 140 km fordelt på 4 etaper, med 14 sekundetaper på mellem 1160 og 4400 meter og 48 hemmelige tidskontroller. Derudover var der 26 rutekontroller, som skulle noteres. 27 mandskaber var tilmeldt, desværre var vi eneste danske mandskab.
Og lad det være sagt med det samme, tyske rutebogs finurligheder er ikke som i DASU Classic.
Der køres ikke på enstregede veje. Så en radering af èn streg på en tostreget vej betyder, at der må man ikke køre. Det skulle vi naturligvis teste, og det kostede 2 rutekontroller lig med 20 strafpoint.

Ligeledes har de en regel, som betyder, at hvis man møder en ud af fire forskellige færdselstavler, som blokerer for indkørsel, skal man finde en ny rute til næste punkt. Denne tavle er ikke opgivet i rutebogen på forhånd. Det var også noget, som vi skulle teste. Atter en manglende rute kontrol og yderligere 10 strafpoint.

Da løbets første bil startede ud kl. 15.01, gik der ikke lang tid, før mørket begyndte at sænke sig.

Og det betød, at hr. Sørensen måtte finde lyset frem over kortbordet.

Efter 3 timers kørsel på mørke tyske veje, ud af 5 timers løb, kunne vi rulle i mål kl.20.37 og spændt vente på resultatet.
Vi opnåede 59,40 strafpoint, hvoraf de 30 var for rutekontrollerne, og det rakte til en 4. plads i klasse 2 (sport). Klassen blev vundet med i alt 34,4 strafpoint. Et tilfredsstillende resultat i vores første lærerige tyske løb.
Et meget veltilrettelagt løb som helt sikkert kalder på en gentagelse i 2025.
Vi ses derude.