Fra medlem til medlem

OEM Automatic Klitsøe Classic 10/5-25

Indlæg af Birch og Maria 

Team Renault fortæller!

Efter dejlig morgenkaffe og brød fra Ganløse Bageri, begynder der at dryppe lidt regn ned over os. Heldigvis var det kun kortvarigt og vi så ikke mere til regnen den dag.

Vi startede tidligt i feltet som nummer 3 og vejen ud af Roskilde gik fint for vores vedkommende. Vi hørte dog efterfølgende at flere havde udfordringer med at kunne nå ud af byen og derfor udgik HTK 1 og 2.

Forbi Sankt Hans Hospitalet i det smukke område ved Boserup Skov og videre ud ad idylliske veje til Herslev. Denne gang kom vi dog ikke omkring bryghuset, som ellers serverer en ganske udmærket øl, der klart kan anbefales.

Herfra sydpå mod Gevninge, Kirke Såby og Kirke Hvalsø, hvor vi 1 etape sluttede efter 3 sekundetaper ved OTK2 hos Superbrugsen.
Videre derfra til Soderup og en lille sløjfe ved Aastrup Skov. Nordpå igen mod Kirke Sonnerup og Rye.

Ud og kigge til fjorden igen ved Lyndby før vi igen drejede mod vest til lille Karleby. Her skulle det senere vise sig at beboerne havde reageret negativ på vores tilstedeværelse og løbsledelsen måtte derfor komme med en løftet pegefinger til deltagerne om ikke at genere unødigt.

Længere nordpå i og omkring Kirke Hyllinge, hvor en lille sløjfe ved Egholm udfordrede flere deltagere. Etape 2 sluttede således efter 5 sekundetaper ved Skibby Hallen hvor frokosten blev indtaget.

Fin frokost, som bestod af lækkert smørrebrød. Hurtig snak med andre mandskaber før 3. etape førte os syd om Selsø Sø og gennem sløjfer inden vi rundede Skuldelev.

Videre til Venslev, Kyndby, Dalby og den nye rundkørsel med flere mulige afkørsler end det kunne ses på kortet. Tungen lige i munden og videre til Gerlev hvor etape 3 sidste sekundetape sluttede.

Vi ramte den helt rigtige bro over fjorden og kunne gøre et kort stop på OTK 4 midt i Frederiksund by.

Etape 4 bringer os forbi Græse, Sigerslev Vester og Øster og den lille by Strø, hvor skæbnen ville at dagens ”lørdags-bilist” valgte at nyde turen i alt for langsomt tempo. De må have undret sig gevaldigt da der overhales af en lettere flyvende Renault 16, som efterfølgende forsvinder af en sidevej, for så at dukke lige bag dem igen. Stadig undrende, må de se Renault’en dreje skarpt til højre og forsøge at indhente de tabte sekunder på den ellers smalle og idylliske vej.

Etape 4 slutter ved Hørup, hvor der kun er kort afstand til en kort pause hos Slangerup Speedway Center, hvor OTK5 er placeret. Vi regner med at kaffen og kagen var perfekt, men når man har inviteret sine Renault-venner til en kort snak, går 20 minutter jo hurtigt.

Afsted igen på etape 5, hvor vi når Gørløse og herfra til Nørre Herlev, Uvelse og Uggeløse. Videre forbi den kendte Lynge Drive in Bio i Nymølle og gennem det smukke område ved Mølleåen og omkring Ganløse Ore. Ved OTK 6 står Erik og tager imod og noterer sidste tid på kontrolkortet.

Hermed slutter dagens 5 etaper og 17 sekund-etaper. De fleste fandt herefter den anviste vej til Haaning Collection, hvor selveste Haaning-familiens overhoved tog imod og bød velkommen.

Der var mulighed for at se på museets herligheder før en skøn mørbradgryde blev serveret i de flotte lokaler.
Efter måltidet fortalte Erik Haaning om sin historie fra avisbud til museumsejer.

Præmieuddelingen og en lodtrækning med præmier rundede dagen fint af.

Alt i alt en dejlig dag, med en flot rute lagt af vores erfarne løbsledelse. I skal have en stor tak for jeres kæmpe arbejde med planlægningen. Vi nød dagen og det altid gode selskab.

Mange hilsner Birch og Maria (Team Renault)

 

Seneste andre indlæg

24. august 2026

DASU Classic Lemvig 22. august

21. juni 2026

3.afd. af DASU Classic, Classic Car Challenge DHMC 20. juni 2026

18. maj 2026

Himmerlands Løbet – 2. afdeling af DASU CLASSIC Regularity