Indlæg af Peter Carlsson
Igen i år har SMKG været arrangør af en DASU Classic stand ved CHGP 2023 på Bellahøj. Som tidligere år var det Kim Bach Sørensen, som var primus motor for eventet.
I år var vi så heldige at blive tildelt en hjørneplads, hvilket gav standen, med de 6 udstillede køretøjer, en rigtig god eksponering.

Både lørdag og søndag blev standen godt besøgt af både yngre og ældre, og det blev til mange gode snakke. Der blev delt mange foldere ud, og der kom også nogle mailadresser i bogen, som der nu skal følges op på.
Forhåbentligt kan det udmønte sig i nogle nye mandskaber, som har lyst til at prøve kræfter med pålidelighedsløb.
Derudover havde vi besøg på standen af DASU-formand Henrik Møller-Nielsen.
En uventet sidegevinst var, at vi fik mulighed for at få 3 biler ud på banen til 3 opvisningsomgange søndag eftermiddag.

Og ikke nok med det, så blev pålidelighedsløb omtalt af speakeren, da vores biler blev vist på alle storskærmene. Igen en super eksponering af sporten.

Tak til alle som bidrog i weekenden og især tak til Kim Bach Sørensen for at stable det hele på benene.
Vi ses derude.