Indlæg af Anni S. Andersen
Forår i luften – sæsonen er i gang!
Den 16.april kom køerne på græs – den 22. april blev 38 biler sendt ud på årets første Sonax DASU Classic løb – der er forår i luften!
IMK inviterede til start hos Kloster Biler i Ry og vi, SMKG, kvitterede ved at møde talstærkt op, friske og veloplagte efter en hyggelig aften og god nats søvn på Hotel Skanderborghus.
Klubbens talstærke flok talte 6 Touringhold, heraf 2 nye, 2 hold i Sports klassen og et enkelt hold i Expert.
Med Ry som startsted og med Himmelbjerget lige om hjørnet, var alle 38 hold klar over, at der ventede en smuk og kuperet tur på godt 200 km forude. Og ganske rigtigt!
Billede: Pause nr. 1 ved Brande kirke.
Speederfoden blev sat på prøve og bremserne måtte helt sikker i brug i alle biler, på de mange sjove sekundetaper på de til tider smalle veje i de spændende og bakkede terræn mellem de mange Silkebogsøer.
Først forbi Knudsø, nord om til Laven, hvor vi besigtigede Julsø efterfulgt igen af Knudsø og Birksø. Herefter retning Salten og Salten Langsø, et smug kig på den smukke Himmelbjerg Golf bane, og videre mod Gjessø til Vrads, forbi den nedlagte jernbane på vejen til Bryrup for herefter at slutte de første to etaper af med frokost hos S.E.J. Biler i Nr. Snede.
Billede: Maria og Birch, Renault 16, årg.1966
Og der var der godt nok gang i gaden – Handelstandsforeningen havde været i gang, der var musik, masser af mennesker og en sol, som satte prikken over i’et. Efter frokostpausen en 40km tur i de omkring liggende plantager som ledte hos retur til S.E.J.Biler, hvor vi fik serveret eftermiddagskaffen.
Og så gik det syd på retning Vejle! En slut etape på godt 68 km, et lidt fladere terræn, men til gengæld blev buen spændt lidt mere omkring tid og fart. Forventeligt sluttede sidste etape med en tur igennem lidt af Grejsdalen inden vi kunne sætte et punktum på en smuk køretur og et vel tilretteligt løb.
Billede: Ulrik og John-Allan, VW Cabriolet årg.1979
De bedst placerede SMKG hold blev Kim og Freja med 16,8 point gav en 2.plads i Sportsklassen. Bedst placeret touringhold blev Peter og Michael med 27,3 point som placerede med på 4.pladsen skarpt forfulgt af resten af klubbens touringhold.
Teknikken spiller en enorm rolle, når der køres classic løb i dag. Uden den elektroniske speedpilot, kan man stort set ikke gøre sig gældende.
Kurt og jeg testede ny bil – en Ford Fiesta fra 1985. Bilen kørte perfekt, men vores tekniske udstyr står til en modernisering ellers kan vi slet ikke være med.
Det var, når alt kommer til alt, en rigtig god tur med et fantastisk selskab, hvor lattermusklerne igen fik sig en rystetur og humøret kommer i top!
Vi ses i Roskilde den 13.maj!
Billede: Kurt’s vinterprojekt – en Ford Fiesta XR2 årg.1985
